Som mennesker har vi kendt til fermentering i tusindvis af år. De fleste kulturer i verden har på en eller anden måde praktiseret kunsten at fermentere – oprindeligt for at konservere og opbevare maden. I dag er denne gamle visdom blevet populær igen – og med god grund! Vi her på Karsten Munk Akademiet er også med på bølgen, og vil rigtig gerne bidrage til inspiration på dette område. Ikke bare smager fermenteret mad fantastisk og er et lækkert supplement til mange retter, der er også væsentlige sundhedsmæssige gevinster at hente – især for vores tarmflora pga. mælkesyrebakterierne. Her skal du være opmærksom på, at mange fermenterede produkter, som kan købes i butikkerne ( også i helsekostbutikker ) er pasteuriserede, hvilket er uheldigt, da netop mange af de gavnlige effekter herved er tabt. Der findes et svensk mærke: ”Tistelvind”, der er upasteuriseret, så vælg det, hvis du ikke selv vil i køkkenet. Det kan bl.a. købes i Ren Kost i Aarhus. Ellers vil vi rigtig gerne opfordre alle til at komme i køkkenet og give sig i kast med fermenteringen, vi vil komme med inspiration her på hjemmesiden, på Facebook og Instagram, og til efteråret tilbyder vi helt nye kurser inden for bl.a. fermentering, så hold øje med det – vi glæder os.
Fermentering betyder egentlig ”at gære” og bruges bredt om alle de måder og processer, der findes, og det er mange. Den mest kendte og udbredte form for grøntsagsfermentering her i vesten er nok sauerkraut ( fermenteret kål ). I østen er kimchi mere udbredt, det er også baseret på kål og indeholder typisk en chilipasta, der gør den mere krydret.  Fermenteringen sikrer, at grøntsagerne bibeholder sine vitaminer, men faktisk øger det også frigivelsen af vitaminer og mineraler. Mælkesyrebakterierne nedbryder plantecellerne sådan, at de er nemmere at fordøje og vitaminerne nemmere optages i tarmen. Fermenterer du selv, så der ikke varmebehandles, vil de fermenterede produkter tilføre kroppen mælkesyrebakterier, der styrker vores tarmflora og hjælper vores krop med at danne et forsvar mod uvelkomne mikroorganismer.
Et andet sted at starte, hvis man vil i gang med fermentering derhjemme er vandkefir eller kombucha. Vandkefir er fermenteret sødet vand, hvor kefirgrynene omdanner den tilsatte sukker til bl.a. naturligt forekommende mælkesyrebakterier. Når man først læser instruktionerne, kan det umiddelbart virke omfattende, men når man har gjort det første gang og er inde i rutinen, er det ret nemt. Vandkefir smager skønt og cider-agtigt med en let kulsyre, og du kan selv tilsætte ønsket smags fx bær. Alt i alt en lækker og velsmagende måde at tilføre kroppen gavnlige mælkesyrebakterier på.

Her finder du opskrift og instruktion til at komme i gang med vandkefir med det samme.

Vi vil løbende skrive mere om fermentering her på bloggen – God fornøjelse!

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk